09-08-2012. Det var sidste gang jeg lavede et indlæg på denne blog. Jeg fik travlt, med alverdens ting og sager, og mistede gejsten til at blogge. Et halvt efter år kom den igen, men jeg var i tvivl om hvordan jeg skulle udtrykke mig.
Hvor anonym jeg skulle være? Hvor meget jeg skulle dele? Skulle jeg vise mit ansigt? Hvem sad og læste med? Nogen jeg kendte?!
Jeg oprettede en ny blog, denne gang under dæknavn, men med meget mere eksponering af mig selv. Især billeder. Det var grænseoverskridende, og jeg brød mig ikke om at alle kunne se hvem jeg var, og tanken om at gamle klassekammerater, kolleger osv. kunne læse mine tanker, og følge med i mit liv uden jeg havde en chance for at vide det, var ikke rar. Jeg blev for paranoid!
Og derfor har jeg taget den anden blog ned. Jeg har ikke slettet den, for den er en del af mig. En dagbog over hvad jeg lavede for et par år siden. Hvem Ditte på 21-22 år var.
Men lysten, den er der stadig. En lyst til at dele hvad jeg kan lide og hvad der gør mig glad, og et lille håb om at der sidder andre kvinder derude, som måske kan lide det samme som mig, og som også har lyst til at dele deres tanker og hvad der inspirerer dem.
Fire gange har jeg nu skrevet grænseoverskridene. Det er et ord der dækker hvad blogging er for mig. Men jeg har brug for det. For at overskride mine grænser, ihvertfald bare en smule. Et lille skridt af gangen.
Og i sidste ende er det jo det værd, og når jeg kan se på tallene at nogle læser med, så bliver jeg så glad. Og når der kommer en kommentar, så føler jeg mig så anerkendt.
Derfor, tak! Tak fordi at I har brugt tid at kigge forbi mit lille mikrounivers i den store bloggerhimmel.
