Det er pudsigt, som længslen efter at hamrer i tasterne pludselig kan komme over en. Jeg har ikke publiceret noget i to år. Har ikke haft et behov. Men alligevel lever mit domæne stadig. Som en lille efterladt lejlighed på internettets store boligmarked. Her er støvet. Vinduerne er beskidte, og solen når aldrig helt ind i stuen.
Alt i mens har det virtuelle boligmarked rykket sig med 100 km i timen. Den ene person efter den anden åbner dørene op, og inviterer jer alle indenfor i deres smukke ejendomme. Med høje, nymalet paneler. Pastelfarvet blomsterslør. Nyvasket sengetøj i økologisk, bæredygtigt hør. Naturligvis i douche farver.
Og her bor jeg så. I en lille hybel, som ikke just er steget i værdi. Men det er mit. Eller praktisk talt Googles, da jeg ikke har købt mit domæne. Eller lejlighed om vi vil.
